Faglig artikel

Få mere ud af at samarbejde med virksomheder

Af Suzette Frovin, kommunikationschef, Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Hvordan kan I som forening eller frivilligt initiativ få succes med at samarbejde med erhvervslivet? Det får du nogle bud på i denne artikel, hvor vi ser på foreningers muligheder for at indgå i et ligeværdigt og værdifuldt samarbejde med virksomheder.

Indhold
Faglig artikel
none

I mange år har samarbejdet med virksomheder for mange foreninger handlet om donationer, men potentialet for et værdifuldt samarbejde er langt større end rene pengegaver.

”Det første skridt henimod at udvikle jeres samarbejde med virksomheder er at afklare, hvad I som forening har brug for. Mange går i stå allerede ved pengedonationer, men erhvervslivet kan jo også bidrage med konkrete produkter og specialiserede kompetencer,” siger Kristian Krogh Hansen, seniorkonsulent i Center for Frivilligt Socialt Arbejde.

Hvad har I brug for - udover penge?

Et godt sted at starte er altså at kortlægge jeres behov. Hvad er det konkret, I har brug for – og kan I få det uden at bede om penge? Hvad kunne være med til at udvikle jeres forening eller understøtte jeres aktiviteter?

Derefter er det en god ide at kortlægge det lokale erhvervsliv. Hvilke virksomheder findes I jeres område? Og hvem kunne det være særligt interessant for jer at tage kontakt til jeres behov taget i betragtning?

”Når vi anbefaler at tage udgangspunkt i det lokale erhvervsliv, er det, fordi der jo netop her er en fælles interesse; nemlig det lokale. Mange virksomheder vil gerne vise, at de har en social profil, hvor de også bidrager til det lokale foreningsliv. På idrætsområdet har der i mange år været tradition for lokale sponsorer, men samarbejdet med virksomheder er knap så forankret på det frivillige sociale område – og mange steder er samarbejde som sagt stadig lig med penge,” siger Kristian Krogh Hansen.

Han anbefaler desuden, at foreninger finder virksomheder på et passende niveau. Det vil sige starter med virksomheder, der er nogenlunde i øjenhøjde fremfor at rette henvendelse til fx Lego eller Novo Nordisk.

Et års forbrug af kaffe

I kan samarbejde med virksomheder på flere niveauer. Det kan være, der er en virksomhed, der vil donere et års forbrug af kaffe til jeres frivillige eller præmier til jeres julebanko, hvor I samler penge ind til aktiviteter. Andre virksomheder udvikler produkter, som de måske gerne vil teste sammen med jer. Det kan fx være en it-firma, der vil teste et nyt regnskabssystem eller lignende.

Det er også værd at vende blikket mod de kompetencer, som ansatte i lokale virksomheder kan byde ind med. Måske har I brug for sparring til at lykkes med fundraising eller faglig støtte til at udvikle en forretningsplan eller styrke samarbejdet i bestyrelsen.

”Mulighederne er i virkeligheden uendelige – og kan ikke altid gøres op i kroner og ører for hverken foreningen eller virksomheden. Det vigtigste er, at I som forening finder ud af, hvad I har brug for. Og at I kan svare på det spørgsmål, der ofte viser sig at være det sværeste; nemlig hvad virksomheden får ud af at samarbejde med jer,” siger Kristian Krogh Hansen.

3 gode råd til at udvikle et frugtbart samarbejde med erhvervslivet
  1. Start med at få overblik: Hvad I har brug for – udover penge? Og hvem kan hjælpe jer med det?
     
  2. Vær en attraktiv samarbejdspartner ved at have svar på, hvad virksomheden får ud af at samarbejde med jer?
     
  3. Hav en god salgstale klar: Hvilken forskel gør I som forening i lokalsamfundet – og for hvem? Hvorfor er det, I gør, vigtigt?